Dobbelte standarder
torsdag, 04.10.2007.Alle er lige – men nogle er mere lige end andre. Det må være konklusionen. Jeg deltager i de disse dage i FN’s generalforsamling sammen med andre danske parlamentarikere. Her mødes parlamentarikere og statsledere fra hele verden for at diskutere internationale spørgsmål.
En af de ting, der har fyldt en del udover Iran, er Burma. Jeg synes, det er rigtig godt, at der langt om længe er kommet mere fokus på det burmesiske diktaturs overgreb og krænkelser af menneskerettighederne.
Men det er samtidig tragikomisk, at der stort set – hverken i Danmark eller i FN – er nogen større diskussion af Kinas overgreb og krænkelser af menneskerettighederne. I Kina er der ingen sanktioner, selvom vi ved, at der er slavelejre, elendige arbejdsforhold og forbud mod uafhængige fagforeninger. Samtidig bliver tusindvis af politiske fanger og religiøse mindretal forfulgt.
Hvorfor er det sådan? Det triste svar er, at penge i sidste ende betyder mere end menneskerettigheder.
Men sådan behøver det ikke at være. Hvis vi vil, kan vi for eksempel ændre det internationale handelssystem, så lande, der ikke overholder menneske- og arbejdstagerrettigheder kunne blive udsat for sanktioner.
Jeg håber, Burma kan blive startskuddet til, at vi igen begynder at diskutere, hvordan vi med politisk pres og sanktioner kan undgå at støtte brutale regeringer.
