URBANblog

Arkiv for 'Afghanistan' Kategorien

Håbløs og dødelig mission i Afghanistan

tirsdag, 16.10.2007.

Endnu en dansk soldat i Afghanistan er død. Nu er i alt syv soldater døde. Dermed er endnu et tragisk dødsfald kommet til de seks tidligere. Det er en yderst trist og deprimerende situation.

Det gør det ikke mindre tragisk, at danske soldater er blevet sendt ud i en fuldstændig håbløs mission. Det er ikke soldaternes skyld. Skylden ligger hos politikerne, der står bag Afghanistan-krigen. Det er desværre alle partier undtagen Enhedslisten og SF.

Krigen i Afghanistan kan ikke vindes. Det er en tabt krig allerede. Årsagen er, at strategien, som USA dikterer, går ud på, at man skal vinde militært over Taleban. Men det kan ikke lade sig gøre. Man kan ikke bombe demokrati ind i hovedet på folk. Så længe man tror, man kan klare tingene med bomber og kanoner, så længe man fortsætter en fejlslagen strategi – som tilmed går hårdt ud over civilbefolkningen – så er der kun en ting, der er sikkert: Og at det er, at Taleban på et tidspunkt vinder. Vi styrer dermed direkte mod katastrofen i øjeblikket. Det var vanvid at sende danske soldater ned til dette. Det er vanvittigt, at de stadig er der.

Strategien skal laves helt om: En politisk løsning må stå i centrum. Det er ikke umuligt. Og der skal bruges mange flere penge på civil genopbygning. I øjeblikket bruges der 9 gange så mange penge på militær som på civil genopbygning. De danske soldater skal hjem - nu. Pengene skal vi bruge til genopbygning i stedet.

 

Foghs politik fører til terror

tirsdag, 11.09.2007.

Vi kender det alle sammen i disse terrortider. Tanken om, at der måske kunne være en bombe i metroen i København eller et andet sted. Jeg har familiemedlemmer, der ikke vil tage metroen, fordi de er bange for terror. Jeg prøver selvfølgelig at sige, at der dør 500 mennesker om året i trafikken, og at det er meget værre, og at man sagtens kan tage metroen – men lige meget hjælper det.

Jeg er så træt af, at terror er blevet noget, der kan ramme Danmark. Og jeg er så træt af, at det er en lang række dårlige beslutninger, der har ført os alle sammen derhen. Irak-krig, Afghanistan-krig, hetz mod muslimer, stram og umenneskelig indvandrerlovgivning, nedskæring på u-landsbistand og Foghs evige sjosken i hælene på Bush.

Terror er afskyeligt og grusomt, og terror kan ikke fordømmes nok. Ingen tåbelige politiske beslutninger kan retfærdiggøre terror, men hvis man ønsker at bekæmpe terror, bliver man også nødt til at forstå, hvorfor ekstremisters rekrutteringsgrundlag er blevet bedre, siden Fogh kom til magten i 2001.

Som politiker har man derfor et ansvar for at tage beslutninger, der er fornuftige. Problemet er, at Fogh i øjeblikket fører en politik, der både er dårlig, og som fører til terror vendt mod Danmark.

For mig er der ingen tvivl: Fogh har dermed også et politisk ansvar, når/hvis der sprænger en bombe i Danmark. Og det er ærligt talt temmelig træls at være et potentielt terrormål, fordi landets statsminister fører en katastrofal politik. Øv, siger jeg bare.

Jeg ville ønske, at Danmark igen var et land, der var kendt for nedrustning, fred, verdens højeste u-landsbistand og en human behandling af de mennesker, der kommer til os fra andre lande. Så kunne vi slå to fluer med et smæk: Vi kunne føre en fornuftig politik – og samtidig afskaffe Danmark som terrormål.

Er der mening med galskaben?

søndag, 11.02.2007.

Forleden dag var der en, der spurgte mig, om der var noget i forbindelse med debatterne i Folketinget om fangerne i Afghanistan, som han ikke havde forstået. For hvad kommer der egentlig ud af debatterne? Der bliver jo stillet en masse spørgsmål – og der bliver ikke svaret. Højst udenom.

Når vi for eksempel fremlægger stribevis af dokumentation i form af menneskerettighedsrapporter, avisartikler, afhøringer under ed og interviews – så siger Fogh bare, at regeringen ikke har oplysninger om, at der er foregået tortur.

Når vi fremlægger ligeså håndfast dokumentation for, at de 31 fanger, som Danmark udleverede til USA i Kandahar-lejren den 18. marts 2002, blev udsat for tortur, siger Fogh, at regeringen ikke har beviser for tortur.

Når vi spørger, om han så dermed mener, at menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International lyver – siger han (surprise!): At regeringen ikke har….

Og hvad kommer der så ud af det hele. Ingenting? Både ja og nej. Vi kan ikke få noget vedtaget, da regeringen jo har flertal med DF. Men vi kan vise danskerne, at regeringen gør alt, hvad den kan, for at holde hånden over USA’s krænkelser af international lov – og for at skjule Foghs egen tvivlsomme rolle heri.

Hvor lidt kan man egentlig vide?

mandag, 08.01.2007.

Danske soldater udleverede 31 fanger til amerikanerne den 18. marts 2002. Herefter blev de udsat for tortur på den amerikanske base i Kandahar-lejren. Efter i ugevis bare at have affærdiget problemet med at sige, at ”der ikke har været dokumentation”, har forsvarsminister Søren Gade nu indrømmet, at der foregik tortur, da man udleverede de 31 fanger – regeringen vidste det bare ikke, siger han.

Og dermed vidste regeringen ikke, at Danmark brød de internationale regler om ikke at udlevere personer, der efterfølgende ville kunne udsættes for tortur.

Her presser sig et spørgsmål på, nemlig: Hvor lidt kan en regering egentlig vide? For hvis – hvis! - regeringen ikke vidste, hvad der skete i Afghanistan, så burde man have vidst det.

13. november 2001 offentliggør Det Hvide Hus en militær ordre fra Bush om mulighed for dødsstraf for fanger taget i Afghanistan.

Fra 16. januar 2002 bringes et stort antal artikler og billeder om Guantanamo-lejren og mishandling, for eksempel i BT, Information og Politiken.

1. februar 2002 udsender menneskerettighedsorganisationen Amnesty International en advarsel om fare for fangernes vilkår i Afghanistan, herunder forholdene i Kandahar-lejren.

Fra midten af januar 2002 til den 28. februar 2002 udlåner det danske militær en tolk til amerikanerne, der arbejdede i Kandahar-lejren. Tolken beretter om fangemishandlinger og om mordtrusler mod fanger under afhøring.

Der er mange flere eksempler. Og med til historien om, hvad Danmark burde have vidst og ikke vidst hører, at den danske militærlejr lå inden for samme ydre hegn som Kandahar-fangelejren.

Konklusion: Regeringen må have kendt forholdene i starten af 2002, men gjorde ikke noget – hvorved regeringen er medskyldig i tortur og misinformation af Folketinget.

Husker du gulvtæppet, Fogh?

søndag, 10.12.2006.

Der er ingen ting i den sag – NUL, sagde Fogh onsdag den 6. december i folketingssalen, mens han fremviste et nul formet af sin højre pegefinger og tommelfinger, da jeg og Frank Aaen stillede spørgsmål om de 31 fanger, som Danmark i marts 2002 overdrog til amerikanerne i Afghanistan. Herefter blev fangerne udsat for grov mishandling, med brækkede ribben og næser - og sikkert endnu dybere sår på sjælen - til følge.

Efter et par dage opdagene amerikanerne, at det var en venligtsindet milits (ups!), og derfor blev fangerne løsladt. Ellers havde turen sikkert været en enkeltbillet til Guantánamo.

Fogh og resten af regeringen må have kendt til mishandlingen. Og Fogh og regeringen har under alle omstændigheder vidst, at amerikanerne allerede i januar 2002 benyttede sig af tortur i Afghanistan. Det fremgik blandt andet af menneskerettighedsrapporter og avisartikler – også i danske aviser. Alene disse forlydender burde have været nok til, at fangerne ikke blev udleveret til amerikanerne. Ifølge Geneve-konventionen, må man nemlig ikke udlevere fanger til lande, der vil udsætte disse fanger for tortur.

I Danmark skal ansvaret for fangemishandling placeres ét sted – og det er hos den regering, der på trods af masser af oplysninger om USA’s brug af tortur, alligevel lod Danmark udlevere fanger til torturbødlerne.

Foghs NUL-udmelding bringer minder frem om tidligere statsminister Poul Schlüters udtalelser om et vist gulvtæppe, som der ikke var fejet noget ind under i den såkaldte Tamil-sag. Poul Schlüters borgerlige regering faldt i 1993 efter gulvtæppe-udtalelsen. Fogh bør ryge samme vej med NUL-udtalelsen.

Træk tropperne hjem – også fra Afghanistan

onsdag, 29.11.2006.

En dag til i Irak. Og endnu over 100 civile døde. Det meningsløst at benægte, at der er borgerkrig i Irak. Landet er i kaos, og mord, drab og tortur hører til dagens orden. Det er dejligt, at S og R siden sommeren 2006 har forstået, at de udenlandske tropper i Irak er en del af problemet – og ikke en del af løsningen.

Det er bare ærgerligt, at det stadig kun er Enhedslisten og SF, der kan se de samme problemer i Afghanistan. For her holder S og R stadig sammen med regeringen og Dansk Folkeparti og er ååhh-så-enige om, at krigseventyret i Afghanistan nytter.

Men: I Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan, hvor de danske tropper er udsendt, støtter 80 procent af befolkningen ifølge NATO og britiske efterretningskilder Taleban. Og de resterende 20 procent venter og ser, hvem der vinder krigen. Ikke ligefrem overbevisende tal blandt nogen mennesker, som man er kommet ned for at befri.

Det gør det heller ikke bedre, at der i den Afghanske regering, som Danmark støtter, er folk, der står bag præcis lige så forfærdelige overgreb mod mennesker, som Taleban gjorde. De er altså bare en anden slags Taleban. Men de er ”vores” Taleban. Og er så er det jo ok. Logikken kan ikke være anderledes, når de danske tropper stadig er i Afghanistan.

Jeg glæder mig til den dag, hvor det også for alvor går op for folketingsflertallet, at man ikke kan bombe demokrati ind i hovederne på folk. Der findes ikke lette løsninger. Og de ”løsninger” går under alle omstændigheder ikke ud på at skabe sig flere fjender omme på den anden side af jordkloden.