Rune Lund - MF

Danmark er siden 2001 blevet et mere ulighedsskabende, krigerisk og fremmedfjendsk land. Hvis Fogh vinder valget, så kommer det til at fortsætte ad samme vej.

Kommunerne må ikke bruge de penge på velfærd, de har lyst til. Regeringen vil lave indgreb i efteråret 2007 for at sikre, at pengene bliver i folks egne lommer. De rigeste folks lommer, selvfølgelig.

De offentlige ansatte skal ikke have lov til at stige kraftigt i løn, selvom de i årevis er sakket bagud. Det skal Fogh nok sørge for. Han laver nemlig bare et overenskomstindgreb ved forhandlingerne til næste år.

Isen vælter i havet på nordpolen og Bangladesh ser frem til minimum 50 millioner miljøflygtninge på grund af klimaforandringer. Fogh gjorde Lomborg til sin klima-guru, og regeringen har slet ikke fattet – og kommer heller ikke til det – hvilken alvorlig situation, kloden befinder sig i. Markedet skal klare ærterne, men det eneste markedet kommer til at klare er den fortsatte (16-sporede motor-) vej mod global opvarmning.

Folk vil gerne leve i fred uden at risikere, at fremmede soldater kommer væltende ind i deres land for at bombe sig til fred, demokrati og menneskerettigheder. Krig er fred. Demokrati er bomber. Menneskerettigheder er CIA-fly, Guantánamo og Abu Ghraib. USA rasler med sablen i forhold til Iran. Man har ikke lært en døjt. Et angreb er meget sandsynligt. Med Fogh ved magten vil Danmark støtte et angreb på Iran, som minimum med politisk støtte. Med Fogh ved magten vil verden blive et mere usikkert sted at leve.

Fogh og resten af ja-partierne vil snyde befolkningen. De synes, det er ok at køre den nye EU-forfatning gennem folketinget uden at spørge befolkningen. Det er jo også farligt, for folket stemmer måske ”forkert”. Vi skal straffe Fogh for som statsminister ikke at ville love vælgerne en folkeafstemning (Og det samme gælder i øvrigt for de andre ja-partier, inklusive SF).

Flygtninge- og indvandrerlovgivningen er blevet strammet til det fuldstændig groteske. Hvis ikke det havde været for et folkeligt pres, så var en masse irakiske asylansøgere blevet sendt tilbage til Irak. Og familierne har i årevis rådnet op i asylcentre. Efter et kolossalt folkeligt pres, kan familier – altså kun dem, der har børn – bo uden for centrere. Men opholdstilladelse? Nej, selvfølgelig ikke. Hvorfor tror du? Gæt engang: Fordi Anders Fogh Rasmussen er statsminister (og fordi socialdemokraterne har rygrad som kakaomælk i flygtninge- og indvandrerdebatten).

Danmark var engang kendt for åbenhed, tolerance, lighed, verdens højeste u-landsbistand, krigsmodstand og støtte til FN.

I dag er Danmark det stik modsatte. Ansvaret kan placeres et sted. Og det sted hedder: Anders Fogh Rasmussen. Derfor skal det her valg være farvel-og-good-bye-Fogh.

Endnu en dansk soldat i Afghanistan er død. Nu er i alt syv soldater døde. Dermed er endnu et tragisk dødsfald kommet til de seks tidligere. Det er en yderst trist og deprimerende situation.

Det gør det ikke mindre tragisk, at danske soldater er blevet sendt ud i en fuldstændig håbløs mission. Det er ikke soldaternes skyld. Skylden ligger hos politikerne, der står bag Afghanistan-krigen. Det er desværre alle partier undtagen Enhedslisten og SF.

Krigen i Afghanistan kan ikke vindes. Det er en tabt krig allerede. Årsagen er, at strategien, som USA dikterer, går ud på, at man skal vinde militært over Taleban. Men det kan ikke lade sig gøre. Man kan ikke bombe demokrati ind i hovedet på folk. Så længe man tror, man kan klare tingene med bomber og kanoner, så længe man fortsætter en fejlslagen strategi – som tilmed går hårdt ud over civilbefolkningen – så er der kun en ting, der er sikkert: Og at det er, at Taleban på et tidspunkt vinder. Vi styrer dermed direkte mod katastrofen i øjeblikket. Det var vanvid at sende danske soldater ned til dette. Det er vanvittigt, at de stadig er der.

Strategien skal laves helt om: En politisk løsning må stå i centrum. Det er ikke umuligt. Og der skal bruges mange flere penge på civil genopbygning. I øjeblikket bruges der 9 gange så mange penge på militær som på civil genopbygning. De danske soldater skal hjem - nu. Pengene skal vi bruge til genopbygning i stedet.

Alle er lige – men nogle er mere lige end andre. Det må være konklusionen. Jeg deltager i de disse dage i FN’s generalforsamling sammen med andre danske parlamentarikere. Her mødes parlamentarikere og statsledere fra hele verden for at diskutere internationale spørgsmål.

En af de ting, der har fyldt en del udover Iran, er Burma. Jeg synes, det er rigtig godt, at der langt om længe er kommet mere fokus på det burmesiske diktaturs overgreb og krænkelser af menneskerettighederne.

Men det er samtidig tragikomisk, at der stort set – hverken i Danmark eller i FN – er nogen større diskussion af Kinas overgreb og krænkelser af menneskerettighederne. I Kina er der ingen sanktioner, selvom vi ved, at der er slavelejre, elendige arbejdsforhold og forbud mod uafhængige fagforeninger. Samtidig bliver tusindvis af politiske fanger og religiøse mindretal forfulgt.

Hvorfor er det sådan? Det triste svar er, at penge i sidste ende betyder mere end menneskerettigheder.

Men sådan behøver det ikke at være. Hvis vi vil, kan vi for eksempel ændre det internationale handelssystem, så lande, der ikke overholder menneske- og arbejdstagerrettigheder kunne blive udsat for sanktioner.

Jeg håber, Burma kan blive startskuddet til, at vi igen begynder at diskutere, hvordan vi med politisk pres og sanktioner kan undgå at støtte brutale regeringer.