Tag at få nogle venner
søndag, 23.09.2007.Jeg er i USA. Jeg er herovre i forbindelse med FN’s generalforsamling, som starter i denne uge. FN’s hovedkvarter kunne i princippet ligge i alle lande, men ligger nu altså en gang i USA. I New York.
USA er et underligt sted. Lige så forskelligt som det er, lige så fascinerende er det også. Mange sprog, mange mennesker, store bygninger, flinke mennesker. Der er utrolig meget godt at sige om USA.
Når man er herovre, så tænker man virkelig på, hvorfor USA ikke fører en udenrigspolitik, der kunne give dem nogle venner i stedet for, at USA hele tiden samler på nye fjender med oliekrig i Irak, CIA-fængsler og brug af tortur, Guantánamo-basen, hvor USA nægter fangerne deres rettigheder og så videre.
Hele sikkerheden – ”Homeland Security” – fylder utrolig meget. Og man bliver hele tiden mindet om, at man skulle være udsat for fare, at man skal passe på, og man bliver tjekket i hoved og r.. hver eneste gang, man skal ind et sted.
Jeg har et forslag. Hvis nu USA i første omgang bare skar 10 procent ned på militæret og brugte pengene på at skabe sig nogle venner ude omkring i verden i form af hjælp til fx uddannelse og sundhed, så er jeg sikker på, at man ikke behøvede at bruge så mange penge på at være bange. Alene i Irak er USA’s militære udgifter over 6 milliarder dollars om måneden. Det ville blive en virkelig god forretning, og verden ville blive et sikrere sted at være.
