Omvendt Robin Hood
Jeg sidder og kigger ud af mit vindue her fra min første sals lejlighed i Brønshøj. Det er en pæn udsigt. Brønshøj er det højeste sted i København, så man kan se ind over hele byen. Huset, jeg bor i, ligger 44 meter over havet. Så i Brønshøj er man også klimasikret. Hvis hele København en dag svømmer over, så samles folk nok på Brønshøj bakke.
Der er også noget andet, jeg kan se. De første mange hundrede meter er der villakvarter, villakvarter og atter: Villakvarter. Nydelige huse i topstand – og med kæmpe biler foran. Det kan jeg se, når jeg cykler gennem kvarteret. Her er pænt. Jeg tror næsten, det kunne danne baggrundskulisse for Postmand Per.
Her bor hr. og fru friværdi. Der er ingen tvivl. Folk på Brønshøj Bakke har scoret kassen på de seneste års prisstigninger. De er blevet forgyldt af regeringens skattestop – mange af dem helt sikkert mod deres vilje. Det er ikke Brønshøj, der har valgt Fogh som statsminister.
Hvorfor fører regeringen konsekvent en politik, der går ud på at sulte velfærden, så folk går ud og demonstrerer, mens dem, der har, forgyldes endnu mere. Sidste skud på stammen er regeringens skattelettelser på 10 milliarder, der primært kommer de rigeste til gode. Det kan man vist kalde en omvendt Robin Hood.
Jeg er så træt af, at nogle er ved at købe sig ihjel i fladskærme, mobiltelefoner, HTH-køkkener og store forurenende firehjulstrukne biler – mens der samtidig skæres på velfærden og mangler sygeplejersker, pædagoger og hjemmehjælpere. Jeg vil ha’ velfærd.

27.10.2007. at 22:23
Hvis du vil have velfærd, så arbejd ekstra når du når topskatten. Det må da varme dit hjerte at betale over 60% til velfærdsstaten af hver krone du måtte tjene!
30.10.2007. at 16:10
det er en ren misundelseskommentar du giver. Det kan ikke være andet med dit politiske ståsted. Der er ikke nødvendigvis nogen forgyldelse givet ved at have et hus. Forbedres det bliver du ekstra beskattet. Jeg har selv kun boet i lejlighed som barn, men det lykkedes at få råd til at købe et hus hvilket nok altid var et af mine mål eller drømme som barn og yngre. Mine børn har haft en bedre opvækst. vi har haft hund og andre goder fordi vi kunne gå hele vejen rundt om det sted vi boede. Det har glædet os alle i alle årene. Men vi er hverken rige eller velhavende. Men måske kan vi måle vores rigdom i andre ting. Det er givetvis sidste gang jeg kigger forbi her hvilket kun skyldes ren nysgerrighed. For jeg føler mig ikke hjemme her. Du er for unuanceret i dine holdninger hvilket automatisk marginaliserer dig i forhold til en bredere del af befolkniningen. Når du kigger ned over de huse du omtaler ligger der tydeligvis et had eller foragt i dine ord. Det kan jo ikke være gode mennesker der bor der. Nej men måske tossegode for vi betaler meget dyrt for det. Du lader totalt hånt om de omkostninger der faktisk er ved at bo i hus. og en given friværdi der muligvis er til rådighed om 10 eller 20 år hjjælper ikke meget når grundskyld, ejendomsskatter, vandafledningsafgifter osv. hele tiden skal betales. Og stiger.Det er irrelevent i din terminologi. Det er beklageligt at vores folkestyre giver plads til små mennesker som dig.
30.10.2007. at 16:28
Hej Dr. Dream.
Jeg holder skam meget af mine naboer. Men lige som mange af mine naboer synes jeg, det er urimeligt med den ulighed, som de stigende boligpriser fører med sig. En del af årsagen til de stigende boligpriser er regeringens skattestop.
Jeg vil hellere have velfærd end omfordeling fra de fattigste til de rigeste. Det er pointen. Det synes jeg ikke er småt.
09.11.2007. at 00:01
Kære Rune Lund.
Jeg har lige set dig på TV2 vores valg 1 2 3 4.
Jeg er 51 år har været SF’er i 35 år, så kan du selv regne ud hvornår jeg blev medlem.
Jeg har 2 kommentarer til dig og da det ene er om skat får du begge 2 her.
Du siger at en mureroppasser, ja her hedder det en murerarbejdsmand, hører til de velstillede i dagens Danmark, er du sikker på det ? 375.000,00 kr er IKKE en høj løn i dag, men han knokler også for den, jeg er selv udlæret inden for et gammelt fag. Vogn og beslagsmed, det er noget med at sko heste og al anden smede arbejde på landet. Da jeg kom i lære skulle en murerarbejdsmand passe 3 murersvende op, dvs. at han skulle sørge for at der var sten-mørtel og stillads til dem, han mødte 1 time før dem og han gik en time efter dem, da han også skulle rydde op, men han får slet ikke det samme i løn som en murersvend, så har han ikke fortjent sin løn ? uden at skulle straffes for det ?
Jeg er lastbil chauffør ved staten, jeg har gået sygemeldt siden April måned med slidgigt i begge knæ, skal opreres inden jul. Havde jeg ikke gjort det havde jeg også kommet over 375.000,00 måske endda højere, har jeg ikke fortjent den løn , uden at skulle straffes yderligere , ved at betale mere fordi jeg har gjort en ekstra indstas for min arbejdsgiver ? Jeg kender godt til livets uretfærdigheder, jeg har været sikkerhedsrepræsentant - tillidsmand og fællestillidsmand på 4 forskellige arbejdspladser i min tid, hvor vi alt det tæt inde på livet. ved du hvad du skulle gøre i stedet: Du skulle arbjede for at topskatten blev sat op til 500.000,00. Eller indføre bruttoskat, så alle betaler 18% af de første 250.000,00 Tjerner man mellem 250 og 350.000,00 skal man betale 23% af de sidte 100.000,00 mellem 350.000,00 og 450.000,00 betaler man 28% og så fremdeles indtil man når 750.000,00 kr så betaler man 50% også fjerne alle fradrag udtagen kørselsfradraget, ellers er der ingen der vil pendle.
Det andet jeg vil sige dig er: Angående din diskusion med Lene Espersen. For an gangs skyld er jeg enig med Lene. Du kan ikke som en ansvarlig politiker stå og forsvare det de unge laver på Nørrebro, i starten havde de meget sympati i befolkningen, men efter de 2 store demonstrationer, så kan den sympati ligge på et meget lille sted. Det du gav udtryk for er, i mine øjne, ren anarkisme, hvad ville du selv sige til hvis dit fine boligkvarter blev hærget på den måde ? Jeg vil håbe at Partiet vil sætte dig på plads for det kan ikke være dets offentlige holding, for de udtalelser kan nemt få jer under spærregrænsen, for jeg er sikker på at mange der har stemt på liste Ø udenfor København ikke vil stemme der igen.
Du skriver i dit svar til Dr. Dream, at du hellere vil give fra de rigeste til de fattigeste, det har min fulde sympati, men så kan jeg ikke forstå at man ikke har hørt jer protestere mod salget af DONG, for det bliver en kapitalfond der tager aktierne der, og gør det samme som de ville gøre med TDC. Alle de mia. der er i DONG er efter min mening forbrugernes, og i sidte ende den danske befolknings, de skal blive i Danmark. Hvis I kan få det gennemført så vil du og liste Ø stige i min agtelse.
11.11.2007. at 22:36
Kære Hans Kurt Børresen.
Jeg mener, at hvis man er en af dem, der betaler topskat, så tilhører man den bedst stillede del af samfundet. Skat er jo ikke noget, man hugger fra folk – det går jo til vores allesammens velfærd. Jeg er selvfølgelig ked af at høre, du har fået slidgidt. Jeg håber operationen kommer til at gå godt.
I forhold til ungdomshuset tager du altså fejl. Hverken jeg eller Enhedslisten støtter vold. Vi støtter bare en politisk løsning på et politisk problem. Det er ikke fair at sætte politiet ud og løse noget, som er et politisk problem.