Forfatnings-fusk
mandag, 25.06.2007.I Frankrig og Holland stemte de nej, men det er vi da ligeglade med. Vi laver den samme EU-forfatning med nogle kosmetiske ændringer – og så gider vi ikke sende den til folkeafstemning, for så stemmer folk bare ”forkert”.
Nogenlunde sådan kan man beskrive det, der lige er foregået på EU-topmødet 21. – 22. juni.
Fogh har også været flittig til at deltage i den udemokratiske farce under EU-topmødet. Han har været så flittig, at han har fået de 9 punkter ud af den oprindelige nedstemte EU-forfatning, som ellers ville have givet os en folkeafstemning i Danmark. Fogh ved, at hvis danskerne får lov til at stemme, så kan det meget vel blive et nej – og samtidig vil kravet om folkeafstemning vokse i lande som Frankrig og Holland.
Men vi skal have en folkeafstemning. Der bliver tale om en traktat, der betyder flertalsafgørelser som grundlæggende princip, en udenrigsminister for EU (selvom det ikke må hedde udenrigsminister), mere magt til de store lande på bekostning af de små lande og mere militær oprustning.
Der er dermed tale om et klart skridt i den forkerte retning, som vælgerne bør have mulighed for at forkaste ved en folkeafstemning. Drop forfatnings-fuskeriet, brug demokratiet – og lad folket bestemme.
