Rune Lund - MF

Er der stadig bare tale om ”presseforlydender” og ”løse avisrygter”? Eller mener regeringen om sider, at der er noget om sagen? Vil man stadig nægte at forholde dig til den virkelighed, som adskillige menneskerettighedsorganisationer har dokumenter, for eksempel Amnesty International? Nemlig at USA’s efterretningstjeneste CIA flyver rundt med fanger til hemmelige CIA-fængsler, hvor de bliver udsat for mishandling og tortur under afhøring.

En samlet opposition inkl. de grønlandske og færøske medlemmer af Folketinget i Den Nordatlantiske Gruppe vil torsdag den 1. februar i Folketinget kræve, at CIA-flyenes aktiviteter i dansk luftrum og danske lufthavne undersøges.

I månedsvis har vi skullet høre regeringen prøve at gøre Enhedslisten og andre til grin, når vi gang på gang i folketingssalen og med skriftlige spørgsmål har konfronteret regeringen med dens fornægtelse af virkeligheden. I en debat i folketingssalen onsdag den 3. maj sidste år lykkes det blandt andet udenrigsministeren at sige:

”Man skal jo have en engleblid tålmodighed for at komme her onsdag efter onsdag og få de samme spørgsmål fra hr. Rune Lund”, ”Spørgsmålet er besvaret hundrede og sytten gange”, ”Det er utroligt, at det ikke kan sive ind i hovedet på hr. Rune Lund”.

Men der er overhovedet ikke blevet svaret – der er allerhøjst blevet svaret udenom. Regeringen kan vælge at bakke en undersøgelse op og få sandheden frem - eller se frem til yderligere aktiviteter og endeløse spørgsmål fra Enhedslisten og andre i denne sag. Valget er dit, Per Stig Møller.

Nogle er blevet meget fornærmede, fordi nogle unge besatte en fabriksbygning på Dortheavej, hvor de holdt en fest, og hvor de er blevet smidt ud fra igen. Huset blev besat, fordi de unge ville gøre opmærksom på behovet for flere ungdomshuse.

Men fy, hvad er det for noget, det er jo ulovligt! Ja, det er det, men det kaldes civil ulydighed. Det kan borgerne bruge, når de føler, at de politiske kanaler er lukkede og de ønsker at udtrykke deres holdninger på en alternativ måde. Civil ulydighed er dermed en ekstra dimension i demokratiet, som et sandt demokrati skal kunne rumme. Der har været mange eksempler på civil ulydighed i Danmark, for eksempel organisationen Jyder mod Overflødige Motorveje, der engang fik en bøde for at male natur på en grim motorvejsbro. Greenpeace har også på flot vis gjort det i årevis.

Der er efter min mening to betingelser, der skal være opfyldt, før civil ulydighed er ok. Før det første må der ikke være tale om vold eller hærværk. For det andet skal folk stå offentligt frem og sige, hvorfor de gør, som de gør. Og tage konsekvensen – for eksempel at blive anholdt fredeligt eller – som jyderne mod de overflødige motorveje – betale for rengøringen af broen, så den kunne blive grim igen.

Jeg har selv tidligere lavet civil ulydighed. Det behøver jeg ikke at gøre som Folketingsmedlem. Jeg har masser af politiske kanaler, jeg kan bruge. Men jeg er glad for, at vi lever i et demokrati, der kan rumme civil ulydighed.

Danske soldater udleverede 31 fanger til amerikanerne den 18. marts 2002. Herefter blev de udsat for tortur på den amerikanske base i Kandahar-lejren. Efter i ugevis bare at have affærdiget problemet med at sige, at ”der ikke har været dokumentation”, har forsvarsminister Søren Gade nu indrømmet, at der foregik tortur, da man udleverede de 31 fanger – regeringen vidste det bare ikke, siger han.

Og dermed vidste regeringen ikke, at Danmark brød de internationale regler om ikke at udlevere personer, der efterfølgende ville kunne udsættes for tortur.

Her presser sig et spørgsmål på, nemlig: Hvor lidt kan en regering egentlig vide? For hvis – hvis! - regeringen ikke vidste, hvad der skete i Afghanistan, så burde man have vidst det.

13. november 2001 offentliggør Det Hvide Hus en militær ordre fra Bush om mulighed for dødsstraf for fanger taget i Afghanistan.

Fra 16. januar 2002 bringes et stort antal artikler og billeder om Guantanamo-lejren og mishandling, for eksempel i BT, Information og Politiken.

1. februar 2002 udsender menneskerettighedsorganisationen Amnesty International en advarsel om fare for fangernes vilkår i Afghanistan, herunder forholdene i Kandahar-lejren.

Fra midten af januar 2002 til den 28. februar 2002 udlåner det danske militær en tolk til amerikanerne, der arbejdede i Kandahar-lejren. Tolken beretter om fangemishandlinger og om mordtrusler mod fanger under afhøring.

Der er mange flere eksempler. Og med til historien om, hvad Danmark burde have vidst og ikke vidst hører, at den danske militærlejr lå inden for samme ydre hegn som Kandahar-fangelejren.

Konklusion: Regeringen må have kendt forholdene i starten af 2002, men gjorde ikke noget – hvorved regeringen er medskyldig i tortur og misinformation af Folketinget.